pædagogiske strømninger

Det har til enhver tid været et mål for lovgivningen om læreruddannelsen, at den i videst muligt omfang skulle spejle grundskolens behov. Væsentlige pædagogiske strømninger i perioden har derfor præget begge sektorer. Her skal blot gives nogle eksempler.

Kirkeordinansens gejstlige skole

Den gejstlige indflydelse på både læreruddannelsen og børneskolen var stor såvel før som efter Reformationen i 1536. De juridiske rammer blev efter Reformationen udmøntet i Kirkeordinansen fra 1537 (revideret 1539). Den udgjorde tidens lovgrundlag for både kirke og skole, idet kapitel 3 omhandler “Skolerne”. Formålet med skolen fremgår af kapitlets første afsnit: ”I skolen kan børn opdrages og få sindet beredt til evangeliet. Ved denne forberedelse gør man den første barndom egnet til sand kristen gudsfrygt og andre dyder. Børnene tilegner sig de kundskaber, som har stor betydning, når det drejer sig om enten at lære det, der hører til Guds ære i kristendommen, eller at lære det, der hører til at opholde og bevare et godt civilt liv og det verdslige styre”.

Den gejstlige indflydelse kom bl.a. stærkt til udtryk gennem tidens få lærebøger, fx biskop Nicolai Edinger Balles (1744-1816) udgave fra 1791 af Luthers Lille Katekismus med forklaringer. Dens fulde titel var “Lærebog i den evangelisk christelige Religion til brug for alle skoler i Danmark”, men den blev i daglig tale bare kaldt Balles Lærebog.

Balles virksomhed påvirkede også Jonstrup Seminarium, idet han var medlem af Blaagaard Seminariums direktion og fortsatte, da seminariet flyttede til Jonstrup. Han var derfor selvskreven til at tale ved seminariets indvielse her i 1809. Den trykte indvielsestale kan ses i Jonstrupsamlingen. Balle var en af fortalerne for, at lærerseminarier skulle være små og ligge i landsogne og i hvert fald ikke i København, “den dyre Stad, hvor der tillige gives saa megen Adspredelse, Fristelse og Ondskab, og hvor nedrig Tænkemaade tager saa megen Overhaand”.

Andre tider og priser i 1860
Det ses af dette titelblad af Balles Lærebog, som skulle kunnes udenad ved konfirmationen. Den megen udenadslæren i almueskolen var en medvirkende årsag til, at N.F.S. Grundtvig (1783-1872) gik til kamp mod den sorte skole.
Balles Lærebog, som afløste Pontoppidans Forklaring “Sandhed til gudfrygtighed” fra 1737, fik et langt liv, men blev selv fra 1849 gradvis udfaset af biskop Balslevs (1805-1895) “Luthers Katekismus med en kort Forklaring”.

 

Katekisation som undervisningsmetode i religion og moral

Ved katekisation (af gr. katechizein ‘give undervisning’), der fra reformationstiden og frem til ca. 1850 var en hyppigt anvendt undervisningsmetode, skulle læreren gennem systematiske spørgsmål få eleverne til at give de rette svar. Metodens dialektiske form skulle ideelt set bibringe eleverne en udvidet forståelse af en given sammenhæng, men lærerens spørgsmål var ofte direkte målrettet faste emner i katekismen, så svarene skulle hentes her og gerne med katekismens ordvalg.

Metoden anvendtes tidligt i kirkens dåbsoplæring og blev i skolen især benyttet ved undervisningen i religion og moral. Således blev Martin Luthers Lille Katekismus (1529) brugt til katekisation, når husfædre eksempelvis skulle oplære børn og tyende i den kristne børnelærdom. I senere udvidede danske katekisme-forklaringer blev den dialektiske form bevaret, jf. Erik Pontoppidans Sandhed til Gudfrygtighed (1737), mens N.E. Balles Lærebog i den evangelisk-christelige Religion indrettet til Brug i de danske Skoler (1791) overlod det til læreren selv at katekisere de “christelige Hovedlærdomme”. Balles lærebog, der var en minididaktik præget af dels oplysningstidens tænkning, dels af kirkens morallære, blev efter godt et halvt århundrede afløst af C.F. Balslevs noget lettere tilgængelige Luthers Catechismus med en kort Forklaring (1849), som siden udkom i henved 350 oplag.

Katekisationens spørgeteknik blev med tiden stadig mere kritiseret for at bygge på udenadslærte svar på lærerens styrende spørgsmål i stedet for at lede barnet til personlig erkendelse. Kritikken tog til efter enevældens fald, for friskoleloven af 1855 muliggjorde de Grundtvig-Koldske friskolers udbredelse, og her var ”det levende ord” fremherskende.

Blandt samlingens arkivalier er et håndskrevet hæfte Dispositioner, dvs. oversigter over hovedpunkter i en katekisation med børn over et opgivet emne. De syv opgaver er udarbejdet af Lauritz Christoffer Jensen (1812-61), som dimitterede fra Jonstrup i 1836, Han blev herefter fra1840 lærer og kirkesanger i Skibbinge ved Præstø. Opgaverne er udarbejdet i perioden 13. oktober 1834-22. november 1835. Opgave 5 er bedømt til ug, så der er tale om en dygtig elev.

Ved Jonstrup Seminarium blev der til udvikling af øvelsesskoleelevernes ordforråd og begrebsforståelse især brugt katekisation i undervisningen af de ældre elever, og for de yngre elever var såkaldte forstandsøvelser en introduktion til den kateketiske spørgemetode. Det fremgår bl.a. af en oversigt over eksamensfag og karakterer for dimissionsholdet i 1806. Hvordan seminariets undervisning i katekisation foregik i første halvdel af 1800-tallet, er beskrevet af forstander Jens Jensen i hans 50 års jubilæumsbog fra 1841. 

Jens Jensens beskrivelse og dispositionerne kan læses her.

Oplysningstiden – en politisk-kulturel blomstringstid

Oplysningstiden, der i Danmark stort set prægede anden halvdel af 1700-tallet, manifesterede sig på uddannelsesområdet med nedsættelsen af den ”Store Skolekommission” i 1789. Oplysningsfilosofien blev hjulpet på vej af opadgående økonomiske konjunkturer i perioden og kom bl.a. til udtryk i indførelsen af trykkefrihed i 1770 og landboreformerne i 1770’erne og 80’erne. Oplysningstidens ophør i Danmark er markeret af fornyet indskrænkning af trykkefriheden i 1799 og romantikkens gennembrud i litteraturen 1802. Flere af oplysningstidens indflydelsesrige personer forenede oplysningsfilosofien med en pietistisk præget religiøsitet, bl.a. politikere som A.G. Moltke, A.P. Bernstorff og Christian Ditlev Reventlow. Det var derfor klart, at skemaet på kongerigets første SkolelærerSeminarium var et udtryk for dette værdisæt.

Jonstrups fagrække med religion, modersmålet med læsning, skrivning og sproglære, astronomi, matematik med aritmetik og geometri, historie og geografi, musik af hensyn til kirkesangerhvervet, undervisnings- og opdragelseslære, gymnastik, landhusholdning og håndarbejde samt en række frivillige fag indgik i seminariereglementet af 1818 og blev hurtigt normgivende for landets øvrige seminarier. 

Seminaristernes lange arbejdsdage
Lektionstabellen fra 17. marts 1791 til og med december 1797 gik normalt fra kl. 8 om morgenen til kl. 22. I sommertiden var der dog herudover katekisation om morgenen kl. 5-6 – som det ses kun afbrudt af en times frokost og en times middagsmad. Skemaet, som findes i Jonstrupsamlingen, er her transskriberet, men egentlig skrevet med gotisk håndskrift.

Indbyrdes undervisning 1816-65

1800-tallet var mangesidigt: Den første halvdel af århundredet fik på trods af de økonomisk trange tider efter englandskrigenes ødelæggelser og statsbankerotten i 1813 tilnavnet Guldalderen på grund af de kulturelle udfoldelser inden for litteratur, maler- og billedhuggerkunst. Guldalderen, der sluttede med enevældens ophør i 1848 og grundloven året efter, satte sig imidlertid ikke mærkbare spor hverken i skolen eller i læreruddannelsen.

Den indbyrdes undervisning fik hurtigt medvind, idet den var anbefalet af selveste Frederik 6., som dels var tiltalt af undervisningens militære præg, dels så de økonomiske muligheder i den. Kongen pålagde derfor i 1816 Danske Kancelli at afprøve metoden i København. Det militære tilsnit resulterede bl.a. i, at Kancelliet efter en treårig prøveperiode udpegede Kaserneskolen i Sølvgade til “normalskole”, dvs. en art mønsterskole, som alle seminarier skulle sende en lærer til, så de kunne blive uddannet i metoden.

Undervisningsformen benævnes også den Bell-Lancasterske Metode efter de britiske pædagoger Andrew Bell (1753–1832), der især havde arbejdet med store klassekvotienter i Madras i Indien, og Joseph Lancaster (1778 – 1838), som navnlig fokuserede på det indbyrdes undervisningsprincip. Efter denne undervisningsmetode kunne læreren med assistance af nogle ældre elever – bihjælpere – undervise et stort antal elever samtidig, idet alle marcherede gruppevis rundt i klassen og læste eller regnede i kor ved væghængte undervisningstavler af forskellig sværhedsgrad. Læreren gav signal med en fløjte, når grupperne skulle bevæge sig fra tavle til tavle.

Metoden, som dominerede landsbyskolen i første halvdel af 1800-tallet – antallet af skoler, som brugte metoden, toppede i 1849 – blev i praksis udfaset i løbet af 1850’erne, men først officielt afskaffet ved bekendtgørelse af 30.9.1865. Den indebar ikke bare pararbejde, som man i dag umiddelbart kunne tænke, men fulgte detaljerede forskrifter, som nøje skulle følges. 

Pædagogisk blev metoden dog anset for rigid og fantasiforladt, så en utilsigtet, men varig konsekvens blev, at man på Jonstrup Seminarium allerede fra Jens Jensens forstandertid midt i 1800-tallet ”hævdede metodefriheden som et umisteligt gode”, også selvom dette begreb først blev hjemlet i folkeskoleloven af 1975. Metodefriheden var en del af Jonstrup Statsseminariums ikke-konfessionelle profil, hvor man op igennem 1800-tallet fastholdt ville stå frit og ikke være hverken grundtvigiansk eller tilhøre andre kirkelige retninger. Denne grundindstilling medførte, at der også i øvelsesskolen var rummelighed i valget af undervisningsindhold og -metoder.

Indbyrdes undervisning
Sådan kunne den indbyrdes undervisning tage sig ud. Den undervisende elev har her taget den tavle ned, som undervisningen gælder. De øvrige elever – alle drenge – står med hænderne samlet på ryggen i deres uniformlignende påklædning.

Læseskoletabel No. 17
I Jonstrup samlingen ses denne tavle, som har været benyttet ved læseundervisningen i den indbyrdes undervisning. Læseskoletabelsamlingen rummede i alt 80 læsetavler, alle op-bygget efter stavemetoden. De første læsetavler viser meget enkle stavelser med få bogstaver oplistet i alfabetisk orden. Med den her viste tavle nr. 17 er man nået til ord og stavelser på fire bogstaver begyndende med s. I Dansk Skolehistorie bind 2 s. 218 er gengivet tavle 4 og 48. På den sidste ses ottestavelses ord som “Over-for-myn-de-ri-til-syn” og “Ren-te-kam-mer-col-le-gi-um” – ord, som eleverne måske heller ikke dengang har kunnet se den umiddelbare nytteværdi af at kunne læse!

Realfaglige strømninger

I anden del af 1800-tallet blev læreruddannelsen i højere grad præget af realfaglige strømninger, inspireret af den tyske filosof og pædagog J.F. Herbarts (1776-1841) tanker om pædagogik som videnskabsfag. Der blev lagt øget vægt på realfag som naturfag og moderne fremmedsprog. Dette afspejlede sig bl.a. i seminarieloven af 1857, hvor D.G. Monrad (1811-87) var pennefører. Loven indeholdt mange ændringer, deriblandt indførelse af realfagene matematik, geografi, naturhistorie og naturlære. Der var endnu ikke tale om fremmedsprog, idet der først med seminarieloven fra 1930 blev indført ét obligatorisk fremmedsprog.

De realfaglige strømninger satte sig også spor i folkeskolens anskuelsesundervisning. Folkeskoleloven i 1899, som efter systemskiftet i 1901 blev genbehandlet med få justeringer i 1904, betød en fornyelse både pædagogisk og administrativt. 1899-loven blev i år 1900 udmøntet i det såkaldt Sthyrske cirkulære, som var lovens undervisningsvejledning. Med cirkulæret indførtes anskuelsesundervisning som fag i indskolingen. Undervisningsformen havde bredt sig i Danmark adskillige år forinden, så der var med fagbeskrivelsen her, som så ofte både før og siden i dansk uddannelsespolitik, tale om en blåstempling af allerede eksisterende undervisningsformer, materialer og metoder. Faget gled dog ud igen med den næste folkeskolelov fra 1937, men anskuelsestavlerne blev mange steder hængende i klasselokalerne. I Jonstrupsamlingen ses flere eksempler på anskuelsestavler.

Fra de varme lande
Princippet om at lægge billeder til grund for en dialog mellem lærer og elever kom til Danmark efter inspiration fra tysktalende lande. Anskuelsesbillederne kunne som tema have såvel faglige som samfundsrettede emner. Her ses tavle nr. 12 ”Fra de varme lande”, Danske Billeder 2. række. Ifølge det Sthyrske Cirkulære var de varme lande kendetegnet ved dyr som ”Elefant, Løve, Kamel, Abe (… og) Negre”. Som det fremgår, har tegneren også ladet fantasien spille. Det er ikke muligt at placere billedet med hensyn til tid og sted, men helhedsindtrykket dækker nok meget godt tidens almindelige opfattelse af ”varme lande”. Tavlen er trykt i København 1871, dvs. 100 år før, at betegnelsen ”neger” blev anset for diskriminerende og politisk ukorrekt.

Erfaringspædagogik og problemorientering

1900-tallets amerikanske progressivisme ved J. Dewey (1859-1952) og W. Kilpatrick (1871-1965) fulgt af en række senere europæiske pædagogiske tænkere fokuserede bl.a. på problemløsningsmetoder, hvorved videnstilegnelse er erfaringsbaseret og praksisorienteret – i anden halvdel af 1900-tallet fx udtrykt gennem projektarbejdsformen.
Først med 1954-loven satte denne strømning sig spor i dansk læreruddannelse, jf. lovens formål: At læreruddannelsen ”skal foruden at give de fornødne faglige kundskaber tilstræbe at fremme elevernes personlige udvikling og give dem en fyldig pædagogisk og praktisk indsigt i undervisningen i folkeskolen” (§ 1, stk. 2). Der sker her desuden en afgørende ændring i seminariets fagrække, idet hovedfagene nu bliver ”praktisk skolegerning, pædagogik og psykologi”, og undervisningen skal tilrettelægges, så den ”foruden at sigte på elevernes personlige udvikling, tillige er vejledende med hensyn til stoffets praktisk-pædagogiske udformning” (§ 11, stk. 1).
På Jonstrup var man dog tidligere ude, idet der her skete en pædagogisk-psykologisk nyorientering med Georg Christensen som forstander 1937-47. I sin tiltrædelsestale d. 16. august 1937 fremhævede han således, at hos læreren må faglig dygtighed være forenet med personlig forståelse for og kærlighed til børn: ”Skal man lære lille Peter Geografi, maa man kende noget til Geografi, men ogsaa kende lille Peter” – revolutionerende tanker på dette tidspunkt! På Jonstrup blev børnepsykologi herefter et hovedfag, og der blev gennemført mange kulturelle arrangementer som koncerter, udflugter og foredrag samt forældrekurser og -møder om oplysende emner og øvelsesskole-børnenes udbytte af skolegangen.

På vej mod enhedsskolen

I 2. halvdel af 1900-tallet bevægede folkeskolen sig støt og roligt hen imod en fælles grundskole uden deling og med prøver i stedet for eksamener. Denne udvikling blev fulgt op i læreruddannelsen. Med læreruddannelsesloven af 1966 blev adgangskravet en gymnasial eksamen, og dermed var døren lukket for “manden fra ploven”. Man tilpassede enhedsskoleprincippet, så en klasses undervisning kunne varetages af en gruppe lærere i stedet for en enkelt – et farvel til landsbyskolens enelærerprincip, hvor samme lærer kunne undervise i alle skolens fag.

Vidste du …
at Grundtvig, der hellere ville have en folkelig dansk højskole i Sorø, i Folketinget i 1855 ved behandlingen af forslag til ny seminarielov sagde, at “på Jonstrup tygger man endnu på levninger fra 1790’erne”. Men da lovforslaget blev genfremsat året efter, gik det alligevel igennem og blev til seminarieloven af 1857.