Seminarist på Jonstrup

Livet som seminarist

Seminaristernes levevilkår var i starten ikke misundelsesværdige set ud fra en nutidig målestok. De overnattede på en fælles sovesal, indtog deres måltider i en fælles spisesal og måtte selv medbringe sengetøj, håndklæder, ske, kniv og gaffel og regnetavle.

Forplejningen var ganske tarvelig, og der fremkom jævnlig klager over harsk smør og halvfordærvet kød. Det nære samliv i sovesalen og i de små læsestuer, hvor man sad og læste lektier i tællelysets skær, (petroleumsbelysning blev først indført i 1859), har måske bibragt dem en korpsånd, som kunne styrke dem i den fremtidige lærergerning, hvor der var langt mellem de høje idealer og den materielle virkelighed. Det føltes utvivlsomt som et stort fremskridt, da fællesspisningen og sovesalene blev nedlagt i begyndelsen af 1900-tallet.

Alle studerende skulle overholde seminarieinstruksen af 1. maj 1806 med dets krav om arbejdsomhed, renlighed og upåklagelig opførsel. Det fremgik således af § 4 om ”den daglige Orden”, at man skulle stå op kl. 6, straks rede sin seng, møde op ”ordentlig påklædt” på aftalt sted og tid, lægge bøger mv. på rette plads, lade ”Hat, Stok, Pibe, og andet Lærevæsenet uvedkommende blive udenfor Lære- og Skolestuerne”, ikke ryge her og i spisestuen samt gå i seng mellem kl. 21 og 23 og ikke ”tage Lys med til Sovekammeret”. Det var ifølge § 12 opsynsmandens opgave at håndhæve disse regler. At blive udnævnt til opsynsmand var en ære; der var gerne fire opsynsmænd ad gangen. Systemet eksisterede i omkring 100 år.

Hverdagen for seminarieeleverne blev noget mere behagelig i de første år efter 1900. Således blev den tvungne spisning frivillig i 1901 og ophørte i 1911. I 1904 blev de sidste sovesale afløst af to- eller tremandsværelser. I 1912 blev der indrettet et lærerværelse, et forstanderkontor og et arkivrum i elevernes tidligere spisestue, som var ledig efter kostordningens bortfald året før. Den store trappeopgang i hovedbygningens østfløj kom til, og seminariet fik eget vandværk; kort efter blev der indrettet badefaciliteter i gymnastikbygningen.

I 1918-19, hvor den spanske syge hærgede, blev der indlagt elektricitet på Jonstrup, så der kom elektrisk lys i stedet for karbidlamper og petroleumslamper. Det var en stor forbedring, men belysningen var stadig begrænset til en enkelt lampe pr. elevværelse, og der blev lukket for strømmen fra midnat til næste morgen. Endelig blev der i 1930 installeret wc’er i stedet for de uhumske retirader.

Særlige traditioner på Jonstrup

Seminariets tætte fællesskab gav grobund for stærke traditioner. Mange af dem var knyttet til gymnastik, musik og kreative udfoldelser som ture i Jonstrupvang. Der var sommeraftener med sang i haven, skoven og paa Søndersø. Efterår og vinter samledes man også en lørdag eller søndag aften til korsang, musik og oplæsning af digte, gerne efterfulgt af dans. 

Efter skoletid
Sådan så et elevværelse ud i 1917, før der blev indlagt elektricitet. Som det fremgår, gælder elevreglementets gamle dyder stadig: Arbejdsomhed, ordentlig påklædning og bøger på rette plads etc. Affotografering: Connie Nielsen.

Åmandens hus
Købmandsbutik lidt nord for seminariet. Indehaver var i 1950’erne Carlo Dahl. Her kunne seminaristerne klare deres daglige småfornødenheder med hensyn til fx tobak og øl mv. – også efter åbningstid!

Jonstrup Seminariums gymnastiktradition 

Jonstrup Statsseminariums stærke gymnastiktradition var grundlagt af seminariets første gymnastiklærer Vilhelm Gehl, der i sin seminarietid på Blaagaard var elev af gymnastikpædagogen Franz Nachtegall (1777-1847), som Frederik 6. i 1804 satte i spidsen for et militært gymnastikinstitut, der skulle uddanne gymnastiklærere til militæret og fra 1808 også til de almindelige skoler. Kongens interesse for fysisk udfoldelse var sikkert en medvirkende årsag til, at faget gymnastik med 1814-anordningerne fra første færd fik en plads i folkeskolens fagrække – selvom faget i perioden 1828-1903 kun var for drenge. I samlingen er kongens opmærksomhed udtrykt i denne afskrift af et brev til Franz Nachtegall:

Afskrivt af Hans Majestæt Kongens Befaling af 21 July 1809


Af din Rapport af 11te dennes ser vi med Vel-
behag, at Skolelærer Gehl fra Det Blaagaardske Se-
minarium har ved seenest afholdte Svømme-
prøve, udi en Tiid af 3 Timer og 25 Minutter, svøm-
met 6600 Alen uden at hvile, og da denne Færdig-
hed i en saa Kort Tiid er rosværdig, saa haver Vi at
tilkjendegive ham Vor Tilfredshed.

Hovedqvarteret i Kjøbenhavn d: 21 July 1809

Frederik R:

Til
Vor Professor Nachtegall

Afskrivtens Rigtighed bevidnes
F: Nachtegall

Gehls svømmepræstation
Frederik 6, der var blevet hærdet fra spæd, forstod at værdsætte præstationer som Gehls, og det har formentlig næppe været Nachtegall ukært at gøre majestæten opmærksom på en af sine dygtige elever. Til højre ses en transskription af brevet, som er skrevet med gotisk håndskrift. Affotografering: Connie Nielsen.

Gymnastikundervisningen fik bedre vilkår med seminarieloven i 1857, som styrkede de humanistiske fag, naturfagene og de praktisk-musiske fag, herunder tegning og gymnastik. På Jonstrup betød det bl.a. en bevilling til byggeri af en gymnastiksalsbygning, så gymnastikken nu også kunne foregå indendørs. I bygningen, der stod færdig i 1858, blev der også indrettet en sovesal til 20 elever og lærerboliger. Også hovedbygningen blev renoveret, og i 1859 fastsatte ministeriet, gymnastiklærerne skulle være underofficerer, som var udlånt fra forsvaret til seminariet i treårs perioder; udlånsordningen varede til 1901. I 1861 blev der indrettet en regulær skydebane; geværerne blev opbevaret i seminariets rustkammer. Ændringerne skal måske ses i lyset af de to slesvigske krige, den første 1848-51 og den anden i 1864 – optimismen var i behold indtil det fatale nederlag i 1864.

Gymnastikholdet 1901
Sidste mulighed for at forevige den udlånte gymnastiklærersergent, der som sine forgængere bar uniform også i undervisningen. Officererne underviste både seminarieleverne og drengene i børneskolen, og Valdemar Mortensen husker, at når obersten kom på inspektion, bar de også sabel og hvide handsker. Affotografering: Connie Nielsen.

Musiktraditionen på Jonstrup

Fra første færd spillede musikundervisningen en stor rolle på grund af seminaristernes fremtid ikke alene som lærere, men også som kirkesangere. Seminariets første sanglærer i perioden 1791-1811 var professor H.O.C. Zinck (1746-1832), som også var komponist og syngemester ved Det Kongelige Teater. Han skrev bl.a. melodi til en række salmer og sange, fx ”Nu rinder solen op af østerlide” (Kingo) og ”Langt højere bjerge så vide på jord” (Grundtvig). Hans efterfølger 1811-41 blev hans elev Rasmus Andersen (1789-1870). Han udgav bl.a. ”Choral-Melodier til den Evangelisk-christelige Psalmebog” (1820), som fik stor udbredelse, fordi Kancelliet allerede i oktober 1819 befalede, at et ”Exemplar deraf skulde anskaffes ved hver Skole paa vedkommende Skole-kasses Regning”. Derpå fulgte Carl Mortensen (1832-1893), som også underviste i fagene skrivning og tegning. Han gjorde sig også gældende som komponist og satte melodi til bl.a. “Lær mig nattens stjerne”, “Velkommen lærkelil” og “Lær mig, o skov at visne glad”. Han blev gift med forstander Jens Jensens datter Louise Marie. Hans efterfølgere Kristen Steensen (1865-1941), som underviste i sang og musik 1894-1935, og Einar Boesen (1900—1983), der også var sanginspektør i Undervisningsministeriet, fortsatte seminariets høje musikalske profil i resten af Jonstruptiden.

Seminariets teatertradition

Teatertraditionen på Jonstrup går mindst tilbage til midten af 1800-tallet, hvor forstander Jens Jensen stillede sig velvilligt, da eleverne opførte et teater. Men i seminariets bestyrelse ”var det dog ikke velset, at der skulle spilles komedie på det ærværdige Jonstrup”, så teatret blev pillet ned igen og scenegulvet genbrugt som stillads for udluftning af seminaristernes sengetøj.

Fra begyndelsen af 1900-tallet var det tradition, at årets komedie blev opført ved efterårsfesten den 2. lørdag i november. De mandlige studerende spillede her alle roller indtil 1950, hvor piger endelig fik adgang til seminariet. Forestillingen blev opført 1. gang ved selve festen, 2. gang mandag formiddag for øvelsesskolens elever og 3. gang om aftenen for børnenes forældre. Festen blev indledt i gymnastiksalen med musik fra seminariets orkester eller kor, dirigeret af sanglæreren, og herefter gik tæppet op for komedien, som gerne varede knap to timer. Derefter var der bar i elevernes dagligstue før dans i sangsalen og natmad kl. 23.30 i vandrehallen eller gymnastiksalen alt efter deltagerantallet. Og natmaden (3 stk. smørrebrød og en pilsner) var selvfølgelig indregnet i billetprisen på 2,50 kr. (1953-priser). Herefter fortsatte dansen til kl. 02, hvorefter det var spirernes opgave at rydde op.

10-årsjubilarer mindes musikundervisningen
Her ses årgang 1908, da de mødtes med deres gamle musiklærer Kristen Steensen i sanglokalet i 1918. Affotografering: Connie Nielsen.

 

Her ses rollelisten fra Rudolf Bruhns komedie ”Jonstruppere”, som han også selv iscenesatte, mens musiklærer K. Steensen havde skrevet musikken. Ved opførelsen d. 28. oktober 1916 fik den en begejstret modtagelse. Affotografering: Per Lotz.

Embedsmandssystemet og øjeturene

Embedsmandssystemet er formentlig opstået i forstander Jens Jensens tid i midten af 1800-tallet. ”Embedsmændene” var som regel elever fra ældste klasse, valgt af de øvrige elever på skoleårets sidste Øjetur til at varetage særligt ærefulde hverv i kostskolens sociale liv. I 1900-tallet omfattede systemet en borgskriver eller fyrmester, som førte ”Fyrbogen”, elevernes fælles dagbog, skrev den årlige artikel i ”Jonstrupbogen” og var censor ved Den højere Dimis. Hertil kom gymnastikinspektøren, som forestod diverse fester og turneringer, borgfotografen, der forevigede festlige højdepunkter i årets løb og tog klassefotos mv. Brandermajoren var hovedtaler ved diverse elevfester, auktionarius ved juleauktionen og også censor ved Den højere Dimis. Musikdirektøren var korleder og medlem af musikforeningens ledelse; arkivaren samlede plakater, opslag og andet af interesse for eftertiden, mens borgpoeten skrev digte i elevbladet. Borgdirigenten var leder af borgkoret, som bestod af brummerne blandt seminarieeleverne; fanebæreren gik forrest med fanen ved traditionsture og højtideligheder sammen med trommeslageren.

Seminarietiden blev indledt og afsluttet med en såkaldt Øjetur, der gik fra seminariet ud til en lille skovsø i Jonstrupvang, af seminaristerne døbt ”Afrodites øje”. Ved den indledende Øjetur, som foregik den første skoledag efter sommerferien i august, blev de nye elever, ”Spirerne”, introduceret til fællesskabet. Fra fyrbøger og anden dokumentation ved vi, at den afsluttende Øjetur for afgangseleverne både indebar et vemodigt punktum for en personlighedsdannende ungdoms- og studietid og spændte forventninger til den kommende lærergerning.

Øjestenen ved Afrodites øje
Ved søen blev denne mindesten rejst af seminarieelever i 1917. Hvordan det gik til, kan ses i Jon-strupsamlingen. Affotografering: Per Lotz.

Vidste du …
at såkaldt “spiremobning”, dvs. ældre seminaristers mobning af de nye elever, var en gammel tradition på Jonstrup. Aktiviteterne, fx den såkaldte sengevæltning, som bestod i, at de ældre seminarister forklædt som spøgelser væltede de sovende spirers senge under hyl og skrig, var efterhånden blevet grovere, så forstander Bredstrup satte en stopper for dem i begyndelsen af 1900-tallet.

De sidste år i Jonstrup

Omkring 1950 var uddannelsen fireårig bortset fra de 2½-3-årige studenterlinjer, som lærermangelen havde fremkaldt. På dette tidspunkt boede eleverne fra 1. og 2. klasse stadig rundt om i landsbyen Jonstrup, dels på pension Søndersø, dels på private udlejningsværelser, mens 3. og 4. klasse boede på seminariets kollegium.

Fagkredsen var ganske omfattende: Regning, matematik, dansk, fysik, geografi, naturhistorie, tegning, skrivning, kristendomskundskab, dogmatik, kirkehistorie, sang og musik (violin), pædagogik, psykologi og gymnastik.

Sådan boede en seminarist
Her ses det sparsomme udstyr i en hybel. Det var alene de heldige ældre seminarister, som kunne få en sådan hybel. De yngre måtte leje et værelse ude i landsbyen og være på pension her.