Læreruddannelsen på Jonstrup
Jonstrup Kongelige Statsseminariums første forstander var Jacob Saxtorph, som forestod flytningen fra Blaagaard til Jonstrup og indretningen af seminariet og dets omgivelser i 1809. Den sidste var rektor Kaj Bonde, som meget imod sin vilje måtte gennemføre fusionen med det nye Blaagaard, seminariets nedlukning og overflytningen hertil.
- Læreruddannelsen på Jonstrup
Jonstrup Statsseminarium fra start til slut
Jonstrup Seminarium oplevede gennem sit lange liv både op- og nedture. På nogle områder var dets virksomhed nærmest banebrydende, på andre felter kunne det tage længere tid at følge op på nye pædagogiske krav og tendenser. Under alle omstændigheder er seminariet et godt eksempel på, hvordan tidens pædagogiske strømninger kom til udtryk i praktisk læreruddannelse.
Jacob Saxtorph (1771-1850), student 1788 fra Roskilde Domskole, hvor han året efter blev anden-lektie-hører. 1795 tog han skoleembedseksamen, i 1797 blev han femte-lektie-hører ved Blaagaards Statsseminarium og underviste især i matematiske fag; i 1799 blev han inspektør med ansvar for seminarieelevernes fysiske rammer og adfærd, og fra 1801 var han seminariets leder. Som forstander fik han af eleverne tilnavnet “Fatter” på grund af sine menneskelige egenskaber. I den pædagogiske verden indtog han en ledende stilling i seminarie- og folkeskoleanliggender.
Saxtorph var som forstander stærkt præget af oplysningstiden og filantropismen, hvor skolens opgave var at danne gode, fornuftige og oplyste mennesker. I 1807 fik han som medlem af Den store Skolekommission, der virkede 1789-1814, betydelig indflydelse på udarbejdelsen af købstadsskoleanordningen af 1814. I 1808 påbegyndte han et bibliotek ved seminariet, idet Det Kgl. bibliotek overdrog 443 dubletter fra sin samling hertil. I 1809 ledede han seminariets udflytning til Jonstrup og opbyggede her et seminariemiljø, som på trods af begrænsede ressourcer vandt udbredt anerkendelse, bl.a. med baggrund i seminariets havebrugsundervisning og musikliv. Efter statsbankerotten i 1813 kølnedes interessen for seminariets hidtidige linje til fordel for den indbyrdes undervisning, som Frederik 6. ønskede indført. Forslag, der gik imod denne metode eller kostede penge, mødte nu automatisk modstand, så i 1818 lagde Saxtorph sidste hånd på seminariereglementet og flyttede herefter til rektorembedet ved Odense katedralskole, som han forestod indtil 1843.
Kaj Bonde (1926-99), dimitteret fra Tønder Statsseminarium 1949. Lærer ved Emdrupborg Forsøgsskole 1950-56, ved Skive Seminarium 1956-66, ved KDAS 1966-76 og rektor på Jon-strup Statsseminarium 1977-90. Redaktør ved forskellige pædagogiske forlag og udgivelser 1955-70. Fotoet er fra KUP-konferencen ”Kvali-tet i Undervisning og Pædagogik” 14.-16. marts 1990, dvs. med start på seminariets fødselsdag. Det var den sidste konference på Jonstrup Stats-seminarium. Temaet var kvalitet og kreativitet såvel i mødet med fremmede kulturer som i un-dervisning og samarbejde med små og store børn og i videns- og værdiformidling.
Kaj Bonde tiltrådte på Jonstrup i en svær tid, hvor 1980’ernes seminariesammenlægninger blev forberedt. Kaj Bondes ambitioner om at reformere læreruddannelsen pædagogisk blev dog ikke befordret af landets politisk-økonomiske situation i ”Fattigfirserne”, præget som de var af sparekataloger og reallønsudhuling mv. Samtidig faldt optaget i perioden 1980-88 med næsten 35 %, og de nyoptagnes gennemsnitsalder steg fra 25 til 27 år. Der var altså barrierer nok. Kaj Bonde styrkede Jonstrups pædagogiske profil ved i 1978 at danne seminariets eget forsøgsudvalg, som stod fadder til mange forsøgsarbejder, hvor nøglebegreberne var ”de tre s’er”: samarbejde, selvstændighed og sammenhæng. Han afprøvede også en ny organisationsstruktur, hvor uddannelsens 1. del havde fokus på den brede fagrække, mens 2. del var helliget fordybelse i det pædagogiske speciale og de to linjefag. Forsøgsvirksomheden blev dokumenteret gennem en række forsøgsrapporter og satte sig spor i den efterfølgende justering af læreruddannelsesloven. På trods af denne innovative indsats måtte Jonstrup alligevel lukke ned og flytte ind i Blaagaards bygninger, angiveligt fordi man fra Blaagaard ellers ville have rejst et erstatningskrav på ca. 30 mio. kr. Jonstrup Statsseminarium nåede netop at fejre 200 årsdagen d. 25. juni 1990, før flyttemændene kom.
Kongerigets første dansksprogede lærerseminarium
Blaagaard Statsseminarium regnes traditionelt for det første danske lærerseminarium. Det lå dengang uden for Københavns volde i det nuværende Stengade-kvarter på Nørrebro og blev indviet den 14. marts 1791 med bøn, sang og 14 seminarister. Denne dato blev siden regnet for seminariets fødselsdag. Ved udflytningen i 1809 til landsbyen Jonstrup skiftede det navn fra Blaagaard til Jonstrup Statsseminarium. Både før og efter flytningen var institutionen et statsseminarium, dvs. finansieret af staten.
Antallet af statsseminarier skiftede gennem tiden. Efter nedlæggelsen af Lyngby Seminarium ved Grenå i 1872, var der fire tilbage, nemlig foruden Jonstrup også seminarierne i Jelling, Ranum og Skaarup. Herudover fandtes der et varierende antal private seminarier, ofte benævnt friseminarier. Udgifterne til statsseminarierne blev afholdt over finans- og lønningslove, men også private seminarier kunne opnå statsanerkendelse og få tilskud fra staten.
Seminariereglementet
Læreruddannelsen rundt om i Danmark var omkring 1800 højst forskellig i både form og indhold. Det kunne ikke blive ved at gå, så i 1818 indførtes det såkaldte Seminariereglement – de første fælles bestemmelser for dansk læreruddannelse. Uddannelsens formål var, at læreren skulle være bonde blandt bønder og kende til biavl, have- og landbrug, og han – en lærer var på dette tidspunkt altid en mand! – blev også uddannet til at kunne forestå kirkesang. Religion, dansk og regning var de vigtigste fag, men der blev også undervist i geografi, historie, naturfag, tegning, håndgerning, musik, gymnastik og det nye fag undervisnings- og opdragelseslære – og der var afgangsprøve i alle fag!
Jonstrup Statsseminarium 1937
Midt i billedet ses hovedbygningen. Syd for venstre fløj ligger portnerboligen med en lille have foran. Bag fløjen ses øvelsesskolen med de to klasseværelser i stueetagen og embedsbolig for to af lærerne – den sydlige boligs 1. etage huser i dag Jonstrupsamlingen. Let nordøst for hovedbygningens højre fløj ligger elevbygningen næsten gemt bag de høje træer, mens den imponerende gymnastiksalsbygning lukker mod nord og gør gården til et samlet hele. Den bugtede landevej i forgrunden er anlagt af forstander Jacob Saxtorph ved seminariets indflytning i 1809 sammen med parken og Filosofgangen som afgrænsning mod øst og nord. Imellem landevejen og hovedbygningen lå der til ind i 1900-tallet stalde, svinehus, hønsehus, møddinger og retirader – en passende introduktion til et seminarium på landet! Oplysninger og datering er hentet hos R.C. Mortensen, som voksede op på seminariet som søn af Hans Mortensen; han var redaktør af de første 19 bind af Jonstrupbogen og navngav Afrodites Øje. Udsnit af luftfoto af seminariekomplekset ca. 1937: Sylvest Jensen. Furesø Arkiver.
Kvinderne får adgang
Selvom det at være lærer længe var et mandejob, blev der dog i 1859 etableret en lærerindeeksamen, der gav kvinder adgang til ansættelse ved kommunale pigeskoler i København og i købstæderne, og det første forskolelærerindeseminarium blev oprettet af Nathalie Zahle i 1860. Det ændrede nu ikke ved Jonstrup Statsseminariums optagelsespolitik. Her skulle det vare næsten 100 år, før der i 1950 blev optaget kvinder for første gang.
Demokratisering og styrelsesændringer
Der skete væsentlige styrelsesændringer i 1903, hvor den gamle seminariedirektion, som bestod af stiftamtmanden, biskoppen og provsten, blev erstattet af biskoppen alene. Det mindskede den gejstlige indflydelse på uddannelsesvæsenet, samtidig med at Kultusministeriet fastholdt den administrative styring. Året efter i 1904 blev der i både folkeskolen og på seminarierne indført lærerråd, som fik kompetence til at afgøre optagelse og oprykning af elever samt indstilling til eksamen – vigtige ansvarsområder, som hermed ikke længere var lederens afgørelse alene.
Jonstrup Statsseminarium udvidede i tiden før 1. verdenskrig betydeligt. Således fik man i 1904 ny musiksal, et sløjdlokale, en læsestue med aviser, et lærerværelse og et forstanderkontor.
1. verdenskrig satte sine spor i seminarielivet, selvom Danmark ikke var direkte involveret. Det var portnerens opgave at fordele de stadig mere sparsomme koksforsyninger mellem eleverne, og de supplerede selv med grankogler o.l. Da massemedierne endnu ikke bragte krigens hændelser direkte ind i folks stuer, kunne livet på seminariet fortsætte nogenlunde, som det plejede.
I perioden 1930-50 skete der på landsplan en ændring i læreruddannelsens sociale rekruttering, som også var mærkbar i Jonstrup. På den fireårige normallinje var der i perioden blandt ansøgerne blevet færre børn af funktionærer, håndværkere og lærere mfl. og flere af arbejdere, handlende og landmænd. På studenterlinjen fra 1947 var tendensen dog ikke den samme. Her var der i 1950 stadig mange ansøgere fra funktionærhjem – måske fordi studenterlinjen var et populært uddannelsesvalg for piger i byerne.
Læreruddannelsen i nyere tid
I anden halvdel af 1900-tallet blev der kortere og kortere mellem de nye læreruddannelseslove. I 1954 indførtes begrebet linjefag, i 1966 bortfaldt præparandklassen og dermed adgangen til lærerjobbet for “manden fra ploven”, i 1970 blev der lagt op til øget akademisering af seminariernes lærere, og adgangskravene for de lærerstuderende blev støt og roligt skærpet i takt med den generelle opkvalificering af befolkningens uddannelsesniveau.
I perioden 1982-89 blev 11 lærerseminarier nedlagt eller sammenlagt, så der var 18 tilbage. I den seneste fusionsrunde i 1989 blev Jonstrup Statsseminarium sammenlagt med Blaagaard Seminarium, som i 1984 allerede havde opsuget Statsseminariet på Emdrupborg. De mange sammenlægninger nødvendiggjorde i 1991 igen en ny læreruddannelseslov med fokus på decentralisering, og statsstøtten blev nu beregnet efter taxameterprincippet.
Efter 10 års pause fortsatte sammenlægningerne i 2000, hvor alle mellemlange uddannelser blev samlet i CVU’er som selvejende institutioner, også de tidligere statsseminarier. Og sammenlægningerne blev ved. I 2007 blev CVU’erne samlet i 8 professionshøjskoler, og dermed blev det traditionsrige begreb seminarium til skolehistorie.
Som en logisk konsekvens af denne udvikling blev læreruddannelsesloven i 2012 erstattet af en bekendtgørelse under professionsbachelorloven, og de tidligere seminarier er herefter blot afdelinger under de tværfaglige professionshøjskoler. De efterfølgende bekendtgørelsesændringer har ikke påkaldt sig offentlighedens interesse, uanset hvor indgribende de har været.
Vidste du…
Elevernes talsmand var Joakim Larsen, senere skoledirektør på Frederiksberg og den første danske skolehistoriker.
Eksamen, dimission og karaktergivning
Formålet med at gå på Jonstrup var lærereksamen, og dimissionen var højdepunktet efter tre års muntert seminarieliv. Tiden var inde til at tage afsked. De nybagte lærere begyndte dimissionsdagen med at pakke bøger, tøj og bohave sammen og sige farvel til gode venner. I dagens løb dukkede forældre og kærester op, og om eftermiddagen var der afskedsøjetur. Når alle var tilbage ved 18-tiden, samledes man i sangsalen, hvor forstanderen holdt dimissionstalen, og der blev uddelt eksamensbeviser, flidspræmier o. lign. Efter spisning var der kaffebord, og her blev højtideligt uddelt de ”Højere Dimisbeviser”, de studerendes egen eksamen med karakterer i discipliner som gemytlighed, der talte dobbelt, forlystelsessyge, tobaksrygning, kurmageri, dans, kortspil, snyde-færdighed, plattenslageri, disputerlyst og soldefærdighed. Derpå var der dans i sangsalen, og festen sluttede igen en gang med borgersangen!
Samlingen rummer et tidligt eksamensbevis for Vilhelm Johansen Gehl (1785-1840.
Gehls eksamensbevis fra Blaagaard 1809
Gehl blev dimitteret med næsthøjeste karakter “Meget Duelig” og fik straks efter ansættelse dels på den nærliggende Måløv skole, dels som gymnastiklærer på seminariet. Begge steder virkede han frem til sin død. Beviset lyder således:
Vilhelm Johansen Gehl, fød den 31te December 1785 i Hvilsager Bye, Randers Amt, har været Seminarist paa det Kongelige Skolelærer Seminarie paa Blaagaard ved Kiøbenhavn fra 1te Maii 1806. indtil 1te Maii 1809. Blev Opsynsmand den 1te Maii 1807, og har undervist i Seminariets Skoler fra 1te April 1808. – Efter Seminarie Lærernes Vidnesbyrd har han som Seminarist viist et meget roesverdigt Forhold. – I Henseende til hans forhvervede Kundskaber og Færdigheder i Skoleundervisningen, er han anseet værdig til at erholde Karakteren meget Duelig. Derforuden synger han godt, og spiller temmelig Choral efter Noder og Chiffre. – Paa Grund af saadant Lærernes Vidnesbyrd samt i Betragtning af de Prøver, som han i vor Overværelse, ved den offentlige Examen paa Seminario den 17de April 1809, har aflagt om sine Indsigter og Færdigheder, ansee og erklære vi ham herved for at være
Meget Duelig
til at forestaae Skolelærer Embedet. Vi tvivle ingenlunde paa at Vilhelm Johansen Gehl jo ved fortsat Flid og Retskaffenhed stedse vil giøre sig værdigere til sit vigtige Kald, hvortil vi ønske ham Held og Lykke, og ville paa det Bedste have ham hos alle Vedkommende anbefalet. – Til ydermere Bekræftelse stadfæstes denne Attest med vore Hænders Underskrift, og det Kongelige Skolelærerseminarii hostrykte Signet. – Commissionen for de danske Skolers bedre Indretning, den 18de Maii 1809.
- Schimmelmann Reventlow Nic: Ed: Balle Arctander Münter
Siertew
Forevist for Sessionen
Karakterskalaen, der var fastlagt af den Store Skolekommission i 1794 ved den første eksamen på Blaagaard, havde fire trin: udmærket eller fortrinlig duelig, meget duelig, duelig, ej duelig. Gehls karakter var altså bestemt brugbar til at søge et lærerkald på. Det var også heldigt for ham, at han kunne ”spille Choral efter Noder og Chiffre”, dvs. spille salmemelodier efter noder med fingersætningstal, for så kunne han øge sin skolelærerindtægt ved også at være kirkesanger.
Da Jonstrup Seminarium som statsseminarium hørte direkte under Danske Kancelli, er beviset underskrevet af finansministeren grev Ernst Schimmelmann (1747-1831), gehejmestatsministeren grev C.D.F. Reventlow (1748-1827), Nicolai Edinger Balle (1744-1816), som året før var fratrådt som biskop over Sjællands stift, Hans Nicolai Arctander (1757-1837), der var amtmand i Frederiksborg amt, og Friederich Münter (1761-1830), Balles efterfølger som biskop over Sjællands stift – alle medlemmer af “Commissionen for de danske Skolers bedre Indretning”, siden bedre kendt som ”Den store Skolekommission”.
Jonstrups sidste dimittendårgang 1955 før flytningen til Kgs. Lyngby
Dimittender fra studenterlinjen, som blev indført i 1947, fordi man i efterkrigstiden oplevede stor lærermangel og havde behov for hurtigt at uddanne flere lærere. Den varede i starten blot 2½ år til forskel fra den ordinære uddannelses 5 år (inkl. den etårige præparandklasse), men blev i 1954 treårig. Affotografering: Connie Nielsen.
Karakterskalaer gennem mere end 300 år
Karakterskalaer har i dansk uddannelseshistorisk sammenhæng været langtidsholdbare.
Den tidligste karakterskala
Den første kendte skala, brugt i 1700-tallet og lovfæstet med forordning af 11. maj 1775 om universitetseksamener, herunder studentereksamen (examen artium), var en 4-trins-skala med laudabilis ’rosværdig’ som øverste karakter; dernæst kom haud illaudabilis ’næppe urosværdig’, non contemnendus ’ikke at foragte’ og dumpebetegnelsen rejectus ’forkastet’.
Karaktergivning i Jonstrup 1806
I Jonstrupsamlingen findes en kopi af en karakteroversigt fra seminariets 14. dimissionsår, hvor repræsentanter for den ”Store Skolekommission” 1789-1814 stadig var tilsynsførende med undervisningen og censorer ved seminariets eksamener. Denne eksamen fandt sted blot to år efter, at kommissionen i 1804 ønskede en opstramning, og at ”det centrale i undervisningen altid skulle være religion, katekismus og bibelhistorie, at der skulle bruges mest mulig tid på at lærer eleverne fuldkommen at læse i bog, regne og skrive, og at de skulle spille tålelig på orgel og synge rigtig”.
Denne kritik er klart søgt imødekommet ved 1806-dimissionen, hvor hovedcensorer var Nicolai Edinger Balle (1744-1816), Sjællands biskop 1783-1808, og hans senere afløser Friederich Münter (1761-1830), i 1806 professor i teologi på Københavns Universitet, mens C.D.F. Reventlow (1748-1827), endnu statsminister og præsident for Rentekammeret, var medcensor. De to hovedcensorer bedømte sammen de første fire fag, mens biskoppen bedømte religion og bibelhistorie, sang og orgelspil, og Münter naturlære og de matematiske fag, hvor A står for aritmetik og G for geometri . Ved øvrige fag er bedømmer ikke angivet. Antallet af censorer i samme fag kan veksle, så en eksamen kan måske være fordelt over flere dage. Oversigten er skrevet med samme håndskrift og derfor formentlig af samme person efter eksamens gennemførelse og herefter indberettet til Kancelliet, jf. fejlskrivningen for elev nr. 3 ved praktikundervisningen i bibelhistorie, hvor der med ”Pharao Strøm” nok menes ”Faraos drøm”.
Karakteroversigten fra 1806
Til grund for bedømmelsen lå den såkaldte ug-skala, som blev indført I 1809 ved de lærde skoler og fik bredere anvendelse fra 1850, hvor den blev modificeret af H.C. Ørsted. I de næste hundrede år skete der kun småjusteringer af denne Ørstedske skala, der havde to negative karakterer: mådelig (÷7) og slet (÷23). I 1943 blev skalaen igen justeret, så ”mådelig” fik talværdien 0, mens alene karakteren ”slet” fortsat var negativ (÷16).
Eksamen i 1806 rummede to dele: Dels prøver i seminaristens kundskaber, dels af hans fagundervisning af børnene i praksis – se mere om begrebet katekisation her [link]. Allerede på dette tidspunkt blev der her benyttet en tillempet ug-skala, hvor højeste karakter var udmærket godt (forkortet bl.a. udmg, ug, udg); derpå fulgte meget godt (forkortet mg), godt (forkortet g), temmelig godt (forkortet bl.a. tg og tgo), mådeligt godt (forkortet mdl) og slet (uforkortet). Karaktererne mg-tg kunne nuanceres med tilføjelse af + eller ?, som stod for minus, og evt. med en uddybende verbal karakteristik af præstationen.
Det hele blev så sammenfattet i en ”Hovedkarakter”, fordelt på ”Opførsel” og ”Kundskaber og færdigheder” samt en anmærkning om, hvor godt den pågældende kunne synge – en vigtig oplysning om den pågældendes kompetencer i kirkesang. I ”Opførsel” gik bedømmelsen fra Meget Roesværdig over Roesværdig til Sædelig, og det var en ekstra kvalifikation, hvis man havde været ”opsynsmand” (et præfektlignende system, indført allerede fra seminariets første år. I ”Kundskaber og færdigheder” var skalaen Meget Duelig, Duelig og Beqvem – og med den sidstnævnte karakter var det ikke let at søge embede.
1806-oversigten er i 2021 fundet på Rigsarkivet, affotograferet og doneret til samlingen af lektor ved læreruddannelsen i Hjørring Jens Stig Olsen, som har forsket i den tidligste musikundervisning på Blaagaard/Jonstrup Seminarium, og den er transskriberet i samarbejde med Furesø gotiskgruppe.
Senere danske karakterskalaer
Efter ug-skalaen fulgte i 1963 13-skalaen som følge af ændringerne af folkeskoleloven i 1958 med den tilhørende Blå Betænkning (bd. 1 1960 og bd. 2 1961) og den Brune Betænkning (1961) om prøveformer og -krav i 8.-9.-klasse og realafdelingen. Fra 1969 blev den normrelaterede skala med de ti trin 13 (overkarakter), 11, 10, 9, 8 (middel), 7, 6 (bestået), 5, 3 og 0 også anvendt ved læreruddannelsen og fra 1971 ved de videregående uddannelser. Karakterfordelingen var styret af skalaens centrering om middelkarakteren 8 med fire trin over middel og fem trin under middel.
I 2007 overgik man herfra til den stadig gældende 7-trins-skala, som er målrelateret med trinnene 12, 10, 7, 4, 02, 00 og ÷ 3, hvor 12 gives for præstationer, som opfylder målene for det pågældende fag. 7-trins-skalaen er bl.a. blevet kritiseret for, at der igen findes en negativ karakter, at der er for langt mellem trinnene og at der ikke mere findes en overkarakter til belønning af den helt usædvanligt gode præstation.
Detaljer fra Karakteroversigten fra 1806
Ved nogle eksamener har både Biskop Balle (øverst) og professor Münter (nederst) været censorer. Fælles for dem er en meget direkte udtryksform i deres bedømmelser.
Nogle markante forstandere
Mange af forstanderne var indflydelsesrige fag- og kulturpolitiske personligheder, heriblandt Jens Jensen, Stig Bredstrup og Georg Christensen.
Jens Jensen (1796-1875), dimitteret fra Jonstrup 1817 og cand.theol. 1826; samme år andenlærer her, inden han blev forstander 1839-68. Ved hans tiltræden var Jonstrups renommé ikke det bedste, men det fik han rettet op, bl.a. ved at stille øgede faglige krav til seminaristerne.
Jens Jensen med sin hustru Franciska Lucia og formentlig deres fire børn med familier i forstanderhaven øst for hovedbygningen ca. 1868, dvs. kort før hans afgang. Det smukke haveanlæg med Filosofgangen i baggrunden var anlagt i 1809 og siden udbygget af Ole Jacob Gebauer (1789-1869). Gebauer var elev på Jonstrup indtil 1811 og fortsatte som lærer i have- og landbrug indtil 1853. Forstanderboligen lå på 1. sal i hovedbygningen, hvorfra det var let at overskue omgivelserne; au.dk/skolefotografier.
Stig Bredstrup (1863-1939), som blev ansat til at vende den stagnation, seminariet havde lidt under i 1880’erne, tiltrådte forstanderembedet i 1895 som bare 32-årig og fungerede i det i 34 år. I hans forstandertid skete der store ændringer, ikke alene i hverdagen på ”Borgen” og dens fysiske rammer, men også kommunalt og nationalt, hvor 1. verdenskrig satte sine spor. Stig Bredstrup blev således Jonstrup Statsseminariums længst fungerende forstander 1895-1929, og han var tillige sognerådsformand i Værløse 1918-21. Efter sin pensionering fortsatte han som formand for Jonstrupsamfundet og forestod i den egenskab en henvendelse til rigsdagen i 1934, da Jonstrup endnu en gang var nedlægningstruet. I henvendelsen, der findes i Jonstrupbogen 1934 og i et samtidigt særtryk, gives talrige eksempler på, at seminariets fysiske rammer på dette tidspunkt kunne betegnes som tidssvarende.
Læs mere om Stig Bredstrup her. Artiklen er publiceret februar 2021 i ”Witherløse” Årsskrift 2020 for Værløseegnens Historiske Forening og findes også på foreningens hjemmeside.
Stig Bredstrup med familie ved den nye forstanderbolig fra 1904
Bredstrup blev med årene en institution i dansk læreruddannelse: Vendingen ”Stig Bredstrup fra Jonstrup” fandtes kun tilsvarende for 3-4 andre af landets seminarieforstandere. Her ses i 1908 forstanderboligen med ægteparret Bredstrup oven for trappen, foran dem måske datteren Ellen øverst og husets to unge piger lidt nede af trappen. Furesø Arkiver.
Georg Christensen (1877-1966), der var uddannet mag. art. i litteraturhistorie og dermed den første ikke-teolog som forstander på Jonstrup siden Saxtorph, kom i 1937 til Jonstrup fra forstanderstillingen ved Haderslev Statsseminarium. Hans progressive pædagogiske synspunkter havde gjort ham bemærket i skoledebatten, men hans kulturradikale synspunkter var ikke lige velset i sønderjyske kredse, hvad der formentlig har været medvirkende til, at han og Arne Møller, der efterfulgte Stig Bredstrup, byttede forstanderposter i 1937. Det blev derfor den ikke helt unge Georg Christensen, der ledte Jonstrup Seminarium gennem 2. verdenskrig. I 1947 måtte han gå af på grund af alder, men han forblev fagligt aktiv i adskillige år derefter. I Georg Christensens tid ændrede Jonstrup profil, idet børnepsykologien fik en fremtrædende plads, og kulturelle arrangementer med koncerter, udflugter og foredrag mv. blomstrede. Der blev også oprettet en Montessoribørnehave på seminariet. Men så kom 2. verdenskrig.
Jonstrupsamlingen omfatter mange portrætter af både forstandere og lærere. Da samlingens areal er begrænset, udstilles de ikke permanent, men er at finde i museernes registreringssystem SARA.
At Georg Christensen var påskønnet af både elever og lærere, fremgik tydeligt, da han efteråret 1943 blev interneret af tyskerne. Lærerrådet og elevrådet gik d. 12.9.1943 sammen om at få Undervisningsministeriet med på at få ham frigivet fra interneringen ”saa hurtigt som muligt, da hans Fraværelse fra Seminariet hæmmer Arbejdet i høj Grad. Dette er ikke mindst Tilfældet for Eksamensklasserne, der vanskeligt kan undvære hans Undervisning i Dansk og Psykologi”. Og da Georg Christensens kone fortalte, at han savnede tobak under interneringen, iværksatte eleverne en todages tobaksindsamling, idet elevrådet ”haaber, at alle, der har lidt Tobak, vil give et Bidrag til Indsamlingen. Tobakken maa dog være af en vis Kvalitet. (Cigaretter, Kamille- og anden Te modtages ikke)”. Begge breve findes i Furesø Arkiver. Affotografering: Connie Nielsen.
Lærermøde i 1906 på Stig Bredstrups kontor
Mødet ledes af forstander Stig Bredstrup for bordenden. Fra venstre ses O. Steenfeldt-Nielsen, E.T. Lunddahl, J.F. Johansen, K. Steensen, Stig Bredstrup, inspektør R. Benzon, J.J. Nielsen og A.J. Hansen. Uret er fremstillet af Mathias Matzen Wied fra Sottrup i Sundeved; her boede han til 1774, derpå slog han sig ned i Christiansfeld indtil 1782, hvorefter han blev missionær. Denne type ure med lodder og pendul benævnes ofte bornholmerure eller blot bornholmere, da de blev fremstillet på Bornholm 1745-1900, men de blev altså også fabrikeret i andre dele af landet. Standuret stod på forstanderkontoret
Styring og tilsyn
Styringsmæssigt var der for hvert statsseminarium i de første mange årtier udpeget en seminariedirektion bestående af stiftamtmanden, biskoppen og den lokale distriktsprovst, idet dog Jonstrup 1814-40 stod direkte under Kancelliet. Tilsynsbestemmelserne blev ændret i 1903, idet seminariedirektionen blev afskaffet, og tilsynet blev herefter varetaget af biskoppen alene, for tiden var endnu ikke moden til at kappe det gejstlige tilsyn helt. Administrativt hørte Jonstrup dog fortsat direkte under ministeriet (Boisen Schmidt 1992 s. 82). Ledelsen af det enkelte seminarium blev varetaget af en forstander/førstelærer; hertil var knyttet op til fem lærere, afpasset efter elevantallet.
Seminariet blev de første år ledet af en førstelærer: Johann Christian Gerhard Claussen, der var tyskfødt og dimitteret fra seminariet i Kiel. Seminariets første forstander var Jacob Saxtorph, der på udnævnelsestidspunktet havde været lærer på Blaagaard i nogle år, mens Kaj Bonde som den sidste rektor måtte lukke seminariet i 1990. Bemærk skiftet i 1937 i forstandernes baggrund fra teologi til andet. Det svarer fint til den almindelige samfundsudvikling, hvor tiden efter 1. ver-denskrig betød et opgør med kirkens indflydelse på verdslige forhold, jf. det gejstlige tilsyns bort-fald i folkeskolen med skolestyrelsesloven fra 1933. Titlen seminarieforstander blev i 1959 ændret til seminarierektor.
Seminarieforstandere og rektorer på Jonstrup
1801-19 Jacob Saxtorph (1771-1850), teolog; 1819-43 rektor for Odense Kathedralskole
1819-38 Jens Ernst Wegener (1781-1846) teolog
1839-68 Jens Jensen (1796-1875), teolog og konstitueret i slutningen af 1838
1868-78 Viggo Andreas Vilhelm Driebein (1820-78), teolog
1878-95 Odin Wolff Tidemand (1822-97), teolog
1895-1929 Stig Bredstrup (1863-1939), teolog
1929-37 Arne Møller (1876-1947), teolog og dr.phil.
1937-47 Georg Christensen (1877-1966) mag.art. i litteratur og tidl. forstander for Haderslev Statsseminarium
1947-64 Aage Morville (1894-1983), teolog, tidl. lærer på Haderslev Seminarium og forstander for Ranum Seminarium
1964-77 Per Mogens Hansen (1918-91), rektor, mag.art. dansklærer, tidl. rektor for Odense Seminarium
1976-77 Knud Karlsen, konstitueret rektor under Per Mogens Hansens sygdom
1977-90 Kaj Bonde (1926-99), Jonstrups sidste rektor
I tiden efter 1. verdenskrig var der, også selvom Danmark ikke var part i krigen, mangeltider, så først i 1931-32 blev der indrettet toiletfaciliteter i alle bygninger. Samtidig blev der som noget dengang helt nyt indrettet faglokaler til fysik, kemi, sløjd og tegning. De blev brugt af både seminariet og øvelsesskolen.
Skolegården 1918
Forstander Stig Bredstrup med seminariets lærere ved mindestøtten for Jens Jensen med hans portrætrelief, som stod i gården fra hans afgang som forstander i 1868 og frem til 1955. Selve relieffet blev i 1966 flyttet med til det nye Jonstrup i Lyngby. Bagved ses filterhuset til seminariets vandværk fra 1912.
