Praktikundervisningen

På Jonstrup nødvendiggjorde beliggenhed og økonomi, at børneundervisningen foregik i seminariets bygninger, indtil øvelsesskolebygningen var klar i 1898. Det var ellers ikke nogen anbefalelsesværdig situation. Det mente i hvert fald Biskop Balle, da man efter Vajsenhusets brand i 1795, hvor beboerne blev genhuset og børnene undervist på Blaagaard, foreslog at gøre skoleordningen permanent. Han fandt, at Vajsenhusbørnene ikke skulle være ”prøveklude” for seminaristerne, mens Vajsenhusets inspektør var betænkelig, ”efterdi Vajsenhusets Piger vare i den kritiske Alder og Seminaristerne i den fyrige Alder”.

Muligheden for i løbet af seminarietiden at få undervisning og vejledning i undervisningsmetodik – ikke blot i teori, men også i praksis – har altid været en vigtig del af læreruddannelsen, og derfor var det også af stor betydning, at øvelsesskolen lå i tæt tilknytning til seminariet. Størrelsen på et seminariums øvelsesskole var igennem 1800-tallet for det meste ikke af afgørende betydning. Det kunne godt være en relativt lille skole, idet de fleste seminarister jo alligevel efter endt uddannel-se blev lærere i små almueskoler på landet.

Praktikundervisningen i 1880’erne

Valdemar Mortensen fortæller: ”Alle Seminariets Lærere havde Timer i Børneskolen; og saa havde vi hver Dag to Seminarister af III Klasse, der under Lærerens Kontrol øvede sig i at undervise; og Resten af Klassen sad ofte paa de bageste Bænke for at høre og overvære den Kritik, der faldt efter Timens Ophør. Forstanderen sad paa Kathederet og noterede ivrigt, hvad der blev sagt, og han var nok den, der afgav den fyldigste Kritik. Beyerholm blev ogsaa paa Kathederet, hvorimod de andre Lærere opholdt sig nede i Klassen. Kalkar stod gerne ved Kakkelovnen, medens C. og H. Mortensen vandrede rundt i Lokalet. Forstanderen skændte aldrig paa Børnene; Beyerholm sagde mærkelige Ting, f. Eks.: ”Du er jo gal, Dreng, du maa have faaet Snaps til Morgen; jeg skal dog sige til Købmanden, at han ikke skænker Snaps til dig om Morgenen”. Naar vi kom op med nogle Regnestykker, var det et særligt Tegn paa hans Tilfredshed, naar han lagde Armen om vor Hals og kneb os i Øret, saa vi gav os af Smerte”.

Og i begyndelsen af 1900-tallet

Einar Olsen (1896-ca. 1974) fra Paradisgården i Bringe gik i Jonstrup Skole i begyndelsen af 1900-tallet og husker praktikanternes undervisning således: ”Der var to elever sammen til at undervise hver klasse, og undervisningen omfattede fagene dansk, geografi, naturhistorie, fysik, gymnastik og sang. Her havde jeg bl.a. Rudolf Bruhn og hans makker Ch. Lauritzen til undervisning: To dejlige lærere og vistnok meget gode venner. Jeg husker dem også tydeligt fra deres del-tagelse i dilettantforestillingen i 1908, hvor seminarieeleverne opførte Hostrups ’Eventyr på Fod-rejsen’; de spillede henholdsvis studenterne Herløv og Ejbæk, to roller, der vistnok var som skabt for dem … Ved seminarieelevernes afsluttende eksamen var der også en opgave i praktisk under-visning af børnene, hvor vi så agerede klasse. Når så eksamen var forbi, inviterede de nyudnævnte lærere os børn på skovtur, hvor vi legede røvere og soldater, to mand frem for en enke, eller underholdt os på anden måde, alt medens godteposerne gik på omgang”.

Einar Olsen gik på øvelsesskolen i Stig Bredstrups og Rudolf Bruhns tid – en opgangsperiode i seminariets historie, som Stig Bredstrup i sine erindringer betegner som den lykkeligste i hans forstandertid. Rudolf Bruhn er især kendt for det billede, han har tegnet af seminarielivet i Jonstrup 1907-10 og af forstanderen, i sin succesroman ”De seks” fra 1916.

Skolestue i 1830’erne
Det er i rammer som disse, praktikundervisningen må have fundet sted i seminariets første år i Jonstrup. Dette er en af de fire tidlige anskuelsestavler, udgivet af Reimer og Wilke i Berlin 1837, som har tilhørt Jonstrup Kongelige Statsseminarium, jf. stemplet i øverste højre hjørne. Nr. 11003 i AU’s samling af anskuelsestavler, skolehistorie.au.dk

Vidste du …
at den sidste dimission fra det nye Jonstrup blev afholdt søndag d. 24. juni 1990 og dagen efter – på 200 årsdagen for den kongelige resolution om seminariets oprettelse – var der farvel-reception. Så var der lige fire dage til at gøre klar til flyttemændene.