ØVELSESSKOLEN

Jonstrupsamlingen har i dag til huse på 1. sal i seminariets tidligere øvelsesskole. Det var her, de lærerstuderende kunne afprøve deres pædagogiske færdigheder med rigtige skolebørn. Før da foregik praktikundervisningen primært i hovedbygningens østfløj.

Øvelsesskolen i Jonstrup er en af de ældste, eksisterende øvelsesskolebygninger i Danmark. Skolen er bygget i 1898 og beregnet til 60-70 børn. Den fungerede som lokal børneskole for Jonstrup og omegn og som praktikskole for seminaristerne ved Jonstrup Statsseminarium, som flyttede til Lyngby i 1955 og øvelsesskolen i 1956. Bygningskomplekset blev herefter overtaget af Flyvevåbnets Officersskole.

Øvelsesskolebygningen fremstår i dag i det ydre – stort set – som da den blev taget i brug i 1898.

ØVELSESSKOLEN FRA 1898

Øvelsesskolen fra 1898
Det fremgår af denne arkitekttegning fra 1906 over den dengang næsten nye øvelsesskolebygning, at stueetagen rummede to klasseværelser mod nord. I hele skolens levetid optog lærerboligen mod syd begge etager, forbundet med en indvendig trappe. I stueetagen lå forstue, køkken, spisestue, dagligstue og kontor og i tagetagen pigekammer, kloset, soveværelse, gæsteværelse og pulterkammer. 

Den nordlige lærerindelejlighed, der omfattede dagligstue, soveværelse, køkken og pigeværelse, lå ovenpå de to klasseværelser; den benyttes nu af de grønne pigespejdere. Lærerboligens tagetage er i dag indrettet til Jonstrupsamlingen.

EN ELEV BERETTER

Frida Jarner, gammel elev på øvelsesskolen lige som sine tre ældre søstre, husker bl.a. følgende om sin første skoledag i 1934: “Min Mor og jeg gik de 3,5 km til skolen, for at jeg kunne blive meldt ind. Hr. Benzon tog imod os, og efter at han havde skrevet mig ind i den store protokol, viste han os op i gymnastikbygningen, hvor 1. og 2. klasse blev undervist”.

Hun beskriver en almindelig skoledag således: “Skoledagen begyndte med, at vi stillede op to og to i rækker foran klasseværelset. Når vi stod pænt, kom vi ind i klassen, hvor vi stod ved vores plads. Så sang vi morgensang og bad “Fader vor”. Derefter måtte vi sætte os, og dagens arbejde kunne begynde. Den procedure fulgte os gennem hele skoletiden. Vi begyndte i 1. klasse med læsebogen Ole Bole. Her lærte vi både de trykte og de håndskrevne bogstaver.”

En helt særlig skole

Skolen er et af Danmarks ældste skolehuse, bygget til øvelsesskoleformål og stadig benyttet til skolebrug. Øvelsesskolen var en helt særlig skole, fordi den blev oprettet i 1792 ved kongeriget Danmarks første dansksprogede seminarium, Blaagaard Statsseminarium, som i 1809 flyttede til Jonstrup. Skolen var også særlig, fordi den i lighed med de fire andre statsseminariers øvelsesskoler var statslig, dvs. drevet af seminariet, men styret og finansieret af staten og ikke af sognet som andre skoler. Skolen var også privilegeret ved, at undervisningen i et vist omfang foregik i seminariets faglokaler og blev varetaget af seminariets lærere, hvis undervisning var baseret på stærk faglig viden og formidlingsglæde læs mere her.

Vidste du …
at det landskendte begynderlæsebogssystem “Ole Bole” – en ABC efter lydmetoden af Claus Eskildsen (1881-1947), seminarielærer ved Tønder Seminarium – er illustreret af den danske tegner og humorist Robert Storm Petersen (1882-1949), kendt som Storm P. Ole Bole, der udkom i 1927, var det mest udbredte begynderlæsesystem i de næste 40 år og blev optrykt i mere end 300.000 eksemplarer.

Drude Hauchs fødselsdag 1936
Børnene i skolegården leger sanglegen ”Tag den ring og lad den vandre”. Drude Hauch, der her ses midt i billedet med ryggen til, var datter af seminarielærer og sognerådsformand Christian Hauch. Hun blev lærer og var i 1950 med til at oprette Danmarks første lilleskole “Den Lille Skole” i Gladsaxe. Bygningen i baggrunden er elevbygningen.