Jonstrups møller
Søndag den 3. april
- Søndagsfortællinger
Per Lotz
Per Lotz fra Værløseegnens Historiske Forening fortæller om Jonstrups møller. Vandmøllen, som er den ældste, var gennem mere end 400 år en kornmølle, og den var årsag til byggeriet af klædefabrikken i Jonstrup i 1770’erne, og til at seminariet kom hertil i 1809. Per Lotz fortæller med kort og billeder om både vandmøllen, mølledammen og åen. Fabrikken lukkede helt ned omkring 1815, og efter en periode som kornmølle stoppede driften af vandmøllen på grund af aftagende vandmængde. I stedet for blev der bygget en vindmølle på det højereliggende terræn mod syd; måske i 1830’erne, og den var i brug til 1902, hvor vingerne blæste af i en julestorm. Derefter måtte bønderne i Jonstrup få malet deres korn i vindmøllen i Kr. Værløse.
Søndagsfortællingen begynder i Jonstrupsamlingen, og hvis vejret og tiden tillader det, fortsætter vi på en lille vandretur til møllestederne, hvis nuværende ejere venligst har åbnet deres hjem for os.
Efter søndagsoplægget og en rundtur på 1,8 km til møllestederne, er der mulighed for at besøge samlingens basisudstilling og særudstillingen om anskuelsesundervisning.
Her ses vandreruten til og fra de gamle møllesteder. Vi besøger først stedet for vandmøllen, hvorefter Jonstrup Å følges på en lille strækning før vindmøllestedet.
Hvor og hvornår
Søndag den 3. april
Egeskolens klasselokale i stueetagen i bygning E
Jonstrupsamlingen. Jonstrupvej 288, indgang E, Værløse.