Kostskolelivet på Jonstrup

2. juni 2024 kl. 14

Jette Kirstein, Anne Sørensen og Signe Holm-Larsen

Denne dag fortæller Jonstrupsamlingens frivillige. Vi begynder med en kort udendørsvandring i seminariekomplekset og mødes foran den gamle øvelsesskole (bygning E). Her fortæller Jette Kirstein om områdets og bygningernes spændende historie som klædefabrik, lærerseminarium, officersskole og frem til bygningernes nuværende mangfoldige brug, og Anne Sørensen beretter om den traditionsrige Filosofgang fra 1809. Derefter går vi op i samlingen, hvor Signe Holm-Larsen fortæller om elevernes kostskoleliv i hverdag og fest.

Forstander Stig Bredstrup med lærerne i skolegården 1918

Gruppen ses her foran seminariets vandværks filterhus fra 1912 og forstander Jens Jensens mindestøtte, som stod i skolegården, fra han gik af i 1868. Selve relieffet, men ikke stenen blev flyttet med til det nye Jonstrup i Lyngby, men hvad der siden er blevet af hverken sten eller relief vides ikke. Bagest anes øvelsesskolen.

I hverdagen var der i de første mange år klager over maden, og sovesalene bød ikke på meget privatliv. Det hjalp derfor meget, da sovesalene blev erstattet af værelser for 2-4 personer, og da der kom elektricitet og da de gamle retirader blev erstattet af moderne wc’er. Men hverdagen blev heldigvis afbrudt af mange fester o.l., fx den højere dimis, valg af nye ”embedsmænd”, øjeture, dusfest, spirekamp og -plagerier, efterårsfest m. komedie, julefest, seminarinefest, eksamenslæsning og dimission.

Den højere Dimiskommission 1919

Ved denne elevernes egen eksamen var der 16 fag, bl.a. forlystelsessyge, kurmageri, kortspil og dans; bedømmelsen blev foretaget af tre ”professorer”, valgt blandt ældste klasses såkaldte ”embedsmænd”.

Hvor og hvornår

Søndag d. 2. juni 2024 kl. 14

Jonstrupsamlingen. Jonstrupvej 288, indgang E, Værløse.

Flere arrangementer