Jonstrupsamlingens indhold

Jonstrupsamlingen er museum for dansk læreruddannelse 1790-1990 og omfatter en permanent udstilling om uddannelsens rammer og indhold, om den tilknyttede øvelsesskole og om kostskole-livet på seminariet. Samlingens genstande og kildemateriale belyser dels læreruddannelsen i Danmark generelt, dels Jonstrup seminariums 200 år gamle historie.

Indretningen

Samlingen er indrettet i en tidligere lærerlejlighed på 1. sal i den tidligere øvelsesskole, jf. denne plantegning fra 1906.

 

  • I forstuen (det tidligere indvendige trapperum) er seminariets 200-årige historie skildret med billeder og tegninger, lige fra det første Blaagaard fra 1791, indrettet i Prins Carls lystejendom på Nørrebro, til det sidste Jonstrup på Trongårdsvej i Lyngby. Billederne giver et levende indtryk af Jonstrup Landsby og det omgivende landskab, da seminariet rykkede ind.
  • I stuen (før skolelederens soveværelse) ses bl.a. dokumenter og genstande fra forskellige perioder af seminariets virke samt portrætter af en række personer med tilknytning til seminariet, bl.a. de fleste af forstanderne og mange af lærerne.
  • Fra stuen går man ind i musikrummet (før skolelederens gæsteværelse), hvor en række billeder og nodebøger vidner om Jonstrups levende musikundervisning. Blandt seminariets lærere var H.O.C. Zinck og Carl Mortensen, der satte melodier til salmer og sange, som endnu i dag er optaget i Den Danske Salmebog og i Højskolesangbogen.
  • Det fjerde lille rum (før en del af skolelederens pulterrum) vidner om skolens liv. Her findes billeder, elevaviser og andre effekter, som illustrerer de særlige Jonstruptraditioner, fx turene til Øjestenen.
  • Derpå går man ind i en seminaristhybel (før det meste af skolelederens pulterrum), som viser, hvor spartansk en seminarist måtte indrette sig. Her ses også eksempler på undervis-ningsmaterialer, som blev benyttet i øvelsesskolen, bl.a. en anskuelsestavle til benyttelse i færdselsundervisningen:
    • Kontoret er indrettet, hvor der før var pigekammer og kloset.

Vidste du …
at det tog Jonstrup Statsseminarium 45 år at finde ud af at optage kvindelige seminarister? De første kvindelige ansøgere henvendte sig i 1905 – og fik naturligvis afslag! Kvindelige ansøgere fik først adgang på Jonstrup i 1950, uanset at der havde eksisteret lærerindeseminarier siden 1891 og været fælles eksamenskrav for lærere og lærerinder siden 1894.

I samlingen findes tillige et fotoarkiv med fotos af alle dimittendårgange fra Jonstrup Statsseminarium, og en søgbar oversigt over alle seminariets dimittender er tilgængelig ved henvendelse til Jonstrupsamlingens Venner.

Endelig rummer samlingen også et arkiv, som ligger i tilslutning til forstuen. Her kan bl.a. ses gamle elevopgaver, de fleste årgange af “Jonstrupbogen” og nogle vandrebøger, som giver et indblik i skiftende tiders lærerliv, fordi tidligere elever ved at skrive her har holdt forbindelsen med hinanden efter afsluttet uddannelse.