Til Start

Jonstrupsamlingen

Seminarist på Jonstrup

Seminaristernes levevilkår var i starten ikke misundelsesværdige set ud fra en nutidig målestok. De overnattede på en fælles sovesal, indtog deres måltider i en fælles spisesal og måtte selv medbringe sengetøj, håndklæder, ske, kniv og gaffel og regnetavle.


Åmandens hus
Købmandsbutik lidt nord for seminariet. Indehaver var i 1950'erne Carlo Dahl. Her kunne seminaristerne klare deres daglige småfornødenheder med hensyn til fx tobak og øl mv. – også efter åbningstid!

Forplejningen var ganske tarvelig, og der fremkom jævnlig klager over harsk smør og halvfordærvet kød. Det nære samliv i sovesalen og i de små læsestuer, hvor man sad og læste lektier i tællelysets skær, (petroleumsbelysning blev først indført i 1859), har måske bibragt dem en korpsånd, som kunne styrke dem i den fremtidige lærergerning, hvor der var langt mellem de høje idealer og den materielle virkelighed. Det føltes utvivlsomt som et stort fremskridt, da fællesspisningen og sovesalene blev nedlagt i begyndelsen af 1900-tallet.


Sådan boede en seminarist
Her ses det sparsomme udstyr i en hybel. Det var alene de heldige ældre seminarister, som kunne få en sådan hybel. De yngre måtte leje et værelse ude i landsbyen og være på pension her.

Omkring 1950 var uddannelsen fireårig bortset fra de 2½-3-årige studenterlinjer, som lærermangelen havde fremkaldt. På dette tidspunkt boede eleverne fra 1. og 2. klasse stadig rundt om i landsbyen Jonstrup, dels på pension Søndersø, dels på private udlejningsværelser, mens 3. og 4. klasse boede på seminariets kollegium.

Fagkredsen var ganske omfattende: Regning, matematik, dansk, fysik, geografi, naturhistorie, tegning, skrivning, kristendomskundskab, dogmatik, kirkehistorie, sang og musik (violin), pædagogik, psykologi og gymnastik.

Vidste du …
at såkaldt "spiremobning", dvs. ældre seminaristers mobning af de nye elever, var en gammel tradition på Jonstrup. Aktiviteterne, fx den såkaldte sengevæltning, som bestod i, at de ældre seminarister forklædt som spøgelser væltede de sovende spirers senge under hyl og skrig, var efterhånden blevet grovere, så forstander Bredstrup satte en stopper for dem i begyndelsen af 1900-tallet.