Bygningshistorie

Fra klædefabrik til seminarium

Seminariekompleksets bygningshistorie er kendt helt tilbage til 1760, hvor den daværende vandmølle blev købt af en klædefabrikant Hoffman, som ville udnytte vandkraften i Værebro Å som energikilde for klædefabrikation, og han lod en række bygninger opføre i forbindelse hermed.

På grund af økonomiske problemer blev ejendommen i 1776 overdraget til den danske stat, som i 1777 lod klædefabrikationen videreføre af storkøbmanden Abraham Schneider. Allerede året efter blev bygningerne ødelagt af brand.

Blandt de genopførte bygninger var den nuværende gule hovedbygning. Klædefabrikationen viste sig imidlertid ikke rentabel, så i 1786 blev området på ny overtaget af staten, og i 1808 overtog den også hovedbygningen med to korte sidefløje. Her var god plads til det hjemløse Blaagaard Seminarium. Men efter seminariets indretning var det frem til midten af 18700-tallet ikke mange midler til bygningsændringer.

Gymnastikken rykker indendørs

Jonstrup Statsseminariums ry blev under Jens Jensen (1796-1875), som var forstander 1838-68, langsomt konsolideret. Det blev et af landets toneangivende seminarier og tiltrak efterhånden ganske mange studerende. I kølvandet på reformen af læreruddannelsen i 1857, der bl.a. udvidede fagrækken betragteligt og medførte et pænt løft af seminarielærernes lønninger, blev seminariets elevtal sat op fra 50 til 70 elever, hvad der gav øget pres på indkvarteringsmuligheder og under-visningsfaciliteter.

Gymnastiksalsbygningen fra 1889
I 1858 blev der nord for hovedbygningen opført en gymnastiksalsbygning, som udover gymnastiksal også rummede sovesale til seminaristerne og sanglokale mv. Det var på dette tidspunkt en stor forbedring, men bygningen brændte allerede i 1888. Dens nødvendighed var dog så soleklar, at den straks efter blev genopført og ved denne lejlighed suppleret med læseværelser til seminaristerne i de øverste etager, tårnuret over de monumentale tvillingeindgange samt de to karakteristiske trappetårne i gavlene – som bygningen fremstår også i dag.

Modernisering under Stig Bredstrup

I 1896 opførtes en ny elevbygning til de ældste årgange. De øvrige elever måtte bo som pensionærer hos familier i nabolaget. I 1898 opførtes tillige øvelsesskolen; se mere herom under dette menupunkt.

Med opførelsen af forstanderboligen i 1904 og opgivelsen af kostordningen i 1911, blev der frigjort en del plads i hovedbygningen. Så her skete mange bygningsændringer i perioden op til 1. verdenskrig.

Elevbygningen fra 1896
Med byggeriet af elevbygningen blev der indrettet 30 nye elevværelser, de fleste til to eller fire elever og nogle ganske få enkeltværelser. Det blev begyndelsen til afskaffelsen af de tidligere sovesale. Eleverne kunne på dette tidspunkt vælge, om de helst ville bo på seminariet med gratis bolig, brændsel og lys eller ude i byen. Alle kunne dog få kosten på seminariet for 300 kr. årligt – ikke så dyrt på det tidspunkt heller, men der var til gengæld også ofte klager over den ringe og ensformige kost. 

Udbygning med faglokaler

Seminarieloven fra 1930 stillede øgede krav til undervisningen, hvad der sammen med bygningernes almindelige nedslidning bevirkede, at seminariet enten måtte nedlægges eller renoveres. Det sidste blev resultatet, og i 1931 blev der indrettet faglokaler til undervisningen i fysik-kemi, sløjd og tegning.

Flyvepladsen før og under 2. verdenskrig

Den nordlige nabo til seminariet var fra 1934 Værløse Flyveplads, som udsprang af Værløselejren fra 1913. Flyvepladsen faldt som bekendt i tyskernes hænder d. 9. april 1940, og vejen fra Kirke Værløse til Bringe og Jonstrup blev spærret, men sognerådsformanden, som var seminariets meget værdsatte naturfagslærer Chr. Hauch, fik udvirket, at både børn og voksne i Kirke Værløse og Bringe (jævnet med jorden af tyskerne i 1942) fik et “Ausweis”, så de kunne passere over flyvepladsen alligevel.

Tyskerne ville også fra starten annektere seminariets bygninger, men det lykkedes dem først i maj 1944, hvor forstander Georg Christensen på fire dag midt i eksamenstiden måtte få alt pakket sammen og opmagasineret. At tyskerne, og fra 1944 også det dansk-tyske Sommerkompagni, i besættelsens sidste år helt havde taget magten i Jonstrup, kom bl.a. til udtryk ved, at man her først overgav sig d. 10. maj og ikke d. 4. maj som i resten af landet.

Så kom flygtningene

Efter at tyskerne endelig havde rømmet bygningerne, ville man atter have gang i seminariet. Skaderne skulle repareres! Røde Kors rykkede i august 1945 ind for at skabe plads til 600 polske flygtninge i det kommende halve år. Men fra januar 1946 kunne seminariet endelig begynde de nødvendige reparationer og genindretningen af seminariet, som blev taget i brug igen i marts 1946.

 

Den kolde krig og jetstartbanen

Men seminariets rammer blev reduceret endnu en gang, idet Værløse Flyvestation som en konsekvens af den kolde krig midt i 1950’erne skulle udvides med en startbane til jetjagere; Finansudvalget bevilligede 15.7.1952 en kvart mia. kr. til formålet. Anlægget ville medføre et højt støjniveau, først fra anlægsarbejderne og derefter fra jetjagernes start og landinger, og med den 3 km lange jetbane som en fysisk spærrebom på vejen mellem Kirke Værløse og Jonstrup, måtte skolevejen for de ca. 50 elever fra Kirke Værløse gå uden om flyvestationen, så skolevejen ville blive uacceptabel lang.

Seminariets flytning til Lyngby-Taarbæk

På denne baggrund var ønsket om en flytning stærkt hos forstanderen og blandt lærerne, og det lykkedes at skaffe midler til at bygge det nye Jonstrup Seminarium på Trongårdsvej. I ventetiden perioden 1955-60 holdt seminariet til i Lundtofte gamle Skole. Det nye Jonstrup Statsseminarium fik i Lyngby et 30-årigt virke, indtil det blev overflyttet til Blaagaard Seminarium i 1990.

Og så blev seminariekomplekset kommunalt

Bygningerne i Jonstrup blev efter seminariets fraflytning og indtil 1995 benyttet af Flyvevåbnet som officersskole; derpå overtog Værløse Kommune de gamle seminariebygninger, og Egeskolen flyttede ind i 1999. I 2004 blev også selve flyvestationen nedlagt og aktiviteterne flyttet til bl.a. Karup og Aalborg, og området blev sat til salg. Året efter blev arealet i forbindelse med forberedelsen af strukturreformens sammenlægning af Værløse og Farum kommuner til Furesø Kommune overdraget til den nye kommune, og det er fra 2013 hovedsagelig et rekreativt naturområde med offentlig adgang.