Afrodites Øje

Jonstrupvang med de smukke småsøer var seminarieelevernes tilflugtssted i både lyse og mørke stunder. At Lille Sejben Mose fik tilnavnet ”Afrodites Øje” på grund af søens smukke vandspejl skyldes ifølge traditionen R.C. Mortensen, som voksede op på seminariet som femte barn af naturfagslæreren Hans Mortensen. R.C. Mortensen blev lærer fra Jonstrup i 1884 og senere skoleinspektør på Nørrebro.

 

Ved søens sydside blev der i 1917 på initiativ af forfatteren Rudolf Bruhn, der var læreruddannet fra Jonstrup i 1910, rejst en mindesten, ”Øjestenen”. Den store sten, som måske er dækstenen fra en nærliggende dysse, blev trukket på plads af seminarieeleverne og afsløret d. 14. oktober 1917. ’Hele processen, der kun tog ca. 1½ måned, er tegnet og fortalt i elevdagbogen ”Fyrbog 2”.

 

Afrodites Øje og mindestenen spillede en central rolle i de jonstrupske traditioner. Således blev seminarietiden både indledt og afsluttet med en såkaldt øjetur. Læs mere på www.jonstrupsamlingen.dk

Søen i dag Afrodites Øje fotograferet fra søens sydside ved mindestenen 12. januar 2018 af Per Lotz.